HJEM / Hvem er vi

Hvem er vi

Dansk Canadisk Amerikansk Venskabsforenings formål er at informere og orientere om Canada og USA. Vi ønsker at udbrede kendskabet til landene, ikke kun som rejsemål, men også med hensyn til kultur, historie og levevis. Vi giver vores medlemmer mulighed for at blive klogere på Canada og USA. Det er desuden et forum for medlemmerne til at dele deres egne rejseoplevelser med andre med samme interesse.

Det hele begyndte for 50 år siden, da Skandinavisk Canadisk Venskabsforening blev stiftet af Gunnar Kristensen og broderen Hans H. Kristensen. Det skete for at imødekomme det store behov, der på det tidspunkt var for at kunne rejse til Canada og besøge slægtninge. Dengang kunne man ikke blot bestille en flybillet på Internettet. For mange var det årtiers opsparing, der skulle realisere drømmen om at gense nære familiemedlemmer, der var emigreret til Canada, men hvordan bar man sig ad?

Venskabsforeningen kunne samle erfaringerne og hjælpe medlemmerne. Senere blev også USA inddraget i foreningen.

I 1969 blev Skandinavisk Australsk New Zealandsk Venskabsforening etableret af N.J.Benn, Preben Østergaard og Svend Aage Nielsen. Inspirationen kom fra den Canadiske Venskabsforening, og grundtankerne var de samme. Der var flere, der drømte om at besøge landene Down Under, men som ikke kunne gennemskue det store projekt.

Gennem årene er der sket mange administrative ændringer, men ideen om at hjælpe medlemmerne med at planlægge og udføre en rejse til et af de to lande, Canada og USA, er den samme.

Igennem årene har der gentagne gange været et tæt samarbejde mellem de to foreninger, senest under paraplyen World Association.

Som teknisk arrangør havde Venskabsforeningerne i mange år Benns Rejser i Holstebro. Da de i 2000 blev til MyPlanet, fulgte Venskabsforeningerne med, og indtil den 31. december 2007 har de fulgtes ad i et samarbejde om medlemmernes ønsker og behov.

I 2006 krævede MyPlanet grundlæggende ændringer i samarbejdet med Venskabsforeningerne. Per 1. januar 2008 valgte Venskabsforeningerne således at gå egne veje. World Association etablerede et sekretariat og ansatte en medarbejder til at varetage medlemmernes interesser. Grundet en trængt økonomi i foreningsverdenen blev dette dog nedlagt igen i 2010. Samarbejdet mellem de to Venskabsforeninger er ophørt, og de to venskabsforeninger kører selvstændigt videre.

Top