HJEM / Ikke kategoriseret / Foredrag med Torben Grøngaard Jeppesen.

Foredrag med Torben Grøngaard Jeppesen.

21. september 2017. kl. 19:00 i Vissenbjerg Samlingshus, Vestergade 8, 5492 Vissenbjerg.

Torben Grøngaard Jeppesen holdt et meget spændende foredrag, ved generalforsamlingen i 2016. Hvor han fortalt, om Danskernes udvandring til Amerika.

Nu har vi igen fået Torben til at komme og holde foredrag for os. Vi glæder os meget til at høre hans levende og fascinerende måde at formidle historien på.

Titlen på foredrager er: Fra dansk immigrant til amerikaner

Baseret på Torben Grøngaard Jeppesens studier gennem adskillige år vil foredraget handle om, hvorledes de danske immigranter og deres efterkommere blev integreret i det amerikanske og canadiske samfund. Hvor længe holdt de fast i det danske sprog, i den danske kultur, den danske kirke og de danske vaner og skikke?
Var billedet ens for alle danskere og deres børn, eller var der andre faktorer, som betød enten en hurtig eller langsom integration?
For at sætte perspektiv på integrationsforløbet inddrages norsk-amerikanere og svensk-amerikanere og deres historie.
Afslutningsvis vil Torben Grøngaard Jeppesen komme ind på, hvorledes situationen er i dag 4-5 generationer senere? Hvordan har efterkommerne klaret sig, hvor bor de, hvad laver de, hvad er deres politiske holdninger og værdier – og hvem stemmer de på til præsident? Og er der bevaret nogen form for danskhed hos efterkommerne?

Entre: gratis for medlemmer/50 kr. for ikke-medlemmer. Prisen er inklusiv kaffe og kage.

Tilmelding: post@canusa / sms til 40 40 72 12 hurtigst muligt og senest 17. september 2017 af hensyn til vores planlægning.

Uddrag fra Torben Grøngaard Jeppesens CV:

Siden 1997 arbejdet forskningsmæssigt med den danske udvandring til USA. I 1999 halvt års forskningsorlov med henblik på færdiggørelse af bogen Dannebrog på den amerikanske prærie (dansk og engelsk udgave år 2000). I denne periode to måneders arkivstudier i USA. Tildeltes Julie von Müllens rejselegat (Videnskabernes Selskab).

Gennemført forskningsprojektet ‘Danske i USA 1850-2000’ i perioden 2001-2004. Projektet finansieredes af Carlsbergfondet og indbefattede omfattende dataregistrering gennemført af 10-12 studenter, en række arkivstudier i USA i 2001-2003 samt et års forskningsophold 2003-2004 ved University of Wisconsin-Madison. I forbindelse med forskningsopholdet tildeltes TGJ forskningsstipendium af Fulbright Kommissionen som Fulbright Visiting Scholar ved Department of Geography, University of Wisconsin-Madison. Forskningsophold og -projekt afsluttedes med afhandlingen Danske i USA 1850-2000. En demografisk, social og kulturgeografisk undersøgelse af de danske immigranter og deres efterkommere, udgivet i 2005.

I efteråret 2008 påbegyndtes forskningsprojektet ‘Etniske skandinaver eller kerneamerikanere? Skandinaviske efterkommere i dagens USA’. Projektets formål var at kortlægge og beskrive, hvorledes efterkommerne af danske, svenske og norske immigranter klarer sig, og hvorvidt der stadig kan spores træk tilbage til deres skandinaviske herkomst i deres levevis, uddannelse, erhverv, bosættelse, ægteskab, politiske holdninger, religiøse tilknytning og holdningsmæssige værdier. I forbindelse med projektet har TGJ haft flere rejser til USA i 2009-2011 med henblik på dataindsamling, interviews blandt efterkommere og præsentation af projektet ved konferencer. Projektet støttedes af bl.a. Augustinus Fonden og A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. I 2010 udkom resultaterne i bogform: Skandinaviske efterkommere i USA i dansk og engelsk udgave.

TGJ har i november 2015 indleveret den publicerede afhandling Danske i USA 1850-2000. En demografisk, social og kulturgeografisk undersøgelse af de danske immigranter og deres efterkommere samt afhandlingen Fra skandinavisk immigrant til amerikaner. Teori og empiri om assimileringen i det amerikanske samfund (endnu upubliceret) til det Humanistiske Fakultet ved Syddansk Universitet med henblik på bedømmelse i forhold til doktordisputats.

I forbindelse med udforskningen af danske immigranter i USA har TGJ holdt en række forelæsninger ved skandinaviske og amerikanske universiteter, deltaget med indlæg ved adskillige konferencer internationale konferencer og holdt et meget stort antal foredrag i Danmark foruden medvirken i TV- og radioudsendelser.

Top